Shame is the Name

5th September 2011

Post

Om Carlsens Kvarter og at være en pige

Her i Odense, hvor jeg bor, findes et værtshus, som fokuserer på god øl. Det hedder Carlsens Kvarter og ligger rart og hyggeligt, et lille stykke uden for gågaden. Alt i alt, er det her værtshus charmerende indrettet, med god stemning og selvfølgelig, og vigtigst, gode øl.

 Dog har jeg til tider, når jeg været på besøg derinde, fået en grim smag i munden. Vel at mærke ikke af øllene, som man ikke rigtigt kan brokke sig over. Men jeg har til tider, i selskab med mandlige venner og selvfølgelig min kæreste, oplevet en følelse af ikke rigtigt at at passe ind, at føle mig en smule udenfor, uden rigtigt at kunne sætte en finger på hvorfor. Dog med tiden, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at nogle af bartenderne, der også fungerer som tjenere på stedet, ikke rigtigt gav mig nogen form for opmærksomhed. Man kunne sige, at man selvfølgelig ikke tager på bar, for at bartendere skal lægge mærke til en. Men det var udtalt, hvor lidt de lagde mærke til mig. Jeg må også lige her indskyde, at den manglende opmærksomhed ikke ramte mig i min forfængelighed. Det hang nemlig sådan sammen, opdagede jeg, at disse betjenende mænd, når de kom ned til vores bord, eller når vi gik op til baren for at købe øl, simpelthen ignorerede mig. De kiggede ikke på mig, spurgte ikke ind til, hvad jeg kunne tænke mig, de lod al kommunikation med mig, gå gennem min kæreste. Dvs. det foregik til tider sådan, at vi kommer ind, går op til baren for at bestille nogle øl, inden vi sætter os. Vi kigger på hinanden, snakker kort om, hvad vi kunne tænke os, de kommer måske med nogle forslag, til min kæreste, ikke til mig, og forventer at han bestiller. Jeg påtalte det her overfor min kæreste, for at høre, om jeg bare var paranoid. Det var måske ikke tydeligt hver gang, men når man lagde alle episoderne sammen, syntes jeg, at der var en mærkbart mønster.

 Jeg har før prøvet at mænd, bartendere som gæster, rundtomkring, har bemærket, at jeg måske har kunnet lide stærkere eller mørkere øl, end en del piger normalt ville tænde på. Dog har jeg oftest oplevet en form for fascination af det, et skål eller en eller måske et lille imponeret grin. Fair nok, synes jeg. Men jeg stod altså her, på Carlsens Kvarter i torsdags og skulle mødes med nogle veninder og tingene begyndte at ændre sig.

Jeg begyndte at tvivle på, hvorvidt jeg nogensinde før har været der uden mænd ved mit bord, da jeg undervejs blev opmærksom på, at jeg ikke havde haft synderligt meget med mændene bag baren at gøre tidligere. Mens aftenen skred frem, måtte jeg altså til tider bestille en øl ig ny og næ. Det gik fint med den første jeg bestilte, men allerede ved næste øl, opstod nogle små problemer. Min veninde og jeg selv havde inden da aftalt hvad vi skulle have, en mørk og lækker, stærk øl, de havde på fad. Altså går jeg op og bestiller to af disse. Bartenderens respons herpå var at løfte øjenbrynene kigge en smule overlegent på mig  og høre, om jeg godt var klar over, hvilken øl jeg stod og bestilte. Jeg svarede en smule overrasket, at det var jeg. Han skænkede stadig ikke op. I stedet ville han lige sikre sig og høre, om jeg måske nogen sinde havde smagt den. Jeg svarede en smule irriteret, at det havde jeg, og rystende på hovedet gav han mig mine øl. Jeg gik hen til mit bord og fortalte op omplevelsen med et lille smil på læben. Ved næste øl jeg bestilte, havde jeg heldigvis kontakt med en anden bartender, der var så sød at give mig, hvad jeg bestilte.

Da jeg herefter gik over til whisky og var oppe med en anden pige og bestille et par glas, blev vi igen mødt af en hånlig bemærkning om, at det var da bizart at hele to piger denne aften, havde bestemt sig for at ville drikke god whisky. På daværende tidspunkt havde øllene og den nævnte whisky dog resulteret i, at jeg var mindre interesseret i at snakke med tumperne bag baren og hellere ville snakke med mine veninder og nyde alkoholen. Herefter brugte vi resten af aftenen på fuldskab og hyggesnak. Dog måtte vi jo hjem på et tidspunkt, da baren lukkede, og jeg gik op for at betale.

Arbejdsløs som jeg er, fuld som jeg var, dristede jeg mig til at spørge om, hvorvidt de ikke stod og manglede noget arbejdskraft. Jeg fik det svar, at jo, det gjorde de faktisk, men chefen ville ikke ansætte kvinder. Jeg vil gætte på at mit overraskede udtryk var skyld i, at de begyndte at forklare yderligere. Den førstnævnte irriterende bartender begyndte at udrede, at det jo var et ølsted, sådan et sted mændene hang ud, at chefen gerne ville beholde det sådan. At det gav i andet indtryk på gæsterne at have en mand bag baren. Den anden bartender, tror jeg, var ukomfortabel, og begyndte at snakke om, at de havde mange strenge regler i forhold til deres ansatte, blandt andet deres ”uniform” osv. Men ingen af dem, nævnte på noget tidspunkt, noget praktisk aspekt af, hvorfor de ikke ville ansætte kvinder. Ingen af dem nævnte, at man skulle kunne slæbe en masse kasser øl eller nå op til glassene. Og det provokerede mig.

Jeg tror min respons var at sige: ”Fair nok”. Hvilket jeg i den grad fortryder nu. For jeg synes sgu egentlig ikke, at det er fair. Jeg har aldrig i mit liv oplevet at nogen rent faktisk har sagt til mig, at der var noget jeg ikke kunne, alene af den grund at jeg var en pige. Selvfølgelig var jeg opmærksom på at denne form for tankegang eksisterer og lever i bedste velgående i hovedet på masser af folk (nok især mænd) i dagens Danmark. Men jeg havde ikke troet at nogen ville udtrykke det direkte foran mig. Og, mine damer og herrer, som om det ikke var nok, grinte han af mig. Den her åndssvage bartender grinte af mig, da jeg gjorde ham opmærksom på, at det var diskrimination. Han grinte og sagde,  ja, det var det måske, men det var jo også et gammelt værtshus. Jeg ved ikke, om han rent faktisk er så ubegavet, at han ikke ved at det er strafbart, eller om han var netop så begavet, at han vidste, at jeg ikke ville kunne bevise en skid.

Jeg cyklede hjem og var sur. Jeg var faktisk vred. Vred og chokeret på grænsen af mild til kaotisk gråd. Min forstående kæreste derhjemme trøstede mig, til trods for, at jeg til dels gjorde opmærksom på, at jeg også hadede ham for at være en mand, i hvert fald på daværende tidspunkt. Da næste dag kom, og jeg var faldet ned, begyndte jeg at overveje, hvordan jeg kunne hævne mig. Jeg overvejede at prøve at lokke ejeren til at rent faktisk skriftligt udtrykke, at han ikke ville ansætte kvinder, uden nogen god grund. Men jeg opgav. Jeg overvejede at droppe at komme der, men det opgav jeg også, af den grund, at jeg ikke kunne finde noget alternativ til god øl, og at jeg ikke ville kunne lokke mine andre venner (igen, især mændene) væk derfra.

Ergo resulterede denne oplevelse af manglende respekt og påstanden om, at jeg ikke KUNNE fordi jeg var kvinde, i at jeg rent faktisk sidder og føler at jeg ikke kan en skid. Jeg sidder så nu og er lige så ubrugelig, som den gang jeg i sjov sloges med min kæreste, og det gik op for mig, at lige meget hvad jeg gjorde, hvor hårdt jeg kæmpede, at han ikke forsvarede sig, men blot parerede, at jeg ALDRIG ville kunne vinde, bare fordi jeg fra naturens side var skabt som kvinde. Det gjorde ondt, men jeg accepterede det. Men jeg ønsker simpelthen ikke at acceptere, at der er ting, hvor min fysik ikke har nogen relevans, hvor mit køn alligevel skal være en forhindring i at gøre det jeg har lyst til, bare fordi vi i år 2011 stadig lever i en verden, hvor folk kan være så ignorante. Sandt at sige, synes jeg, at feminisme til tider er gået på overdrev. Jeg forlanger ikke man skriver ”kvind” i stedet for ”man” eller at ”hun” skal bruges lige så ofte i eksempler som ”han”. Men jeg forlanger sgu, at folk behandler mig ordentligt og respekterer mig som menneske, til trods for jeg ikke har en ti centimeter lang blodpølse hængende mellem benene.

()

9th August 2011

Post

Om at flyve

Jeg har siden cirka altid hadet at flyve. Jeg hadede at flyve, selv inden jeg fløj. Det er sådan en omvendt ”I knew I loved you before I met you”.  Jeg har nogle gange i mit liv dog taget mig sammen og gjort det. Dvs. primært på studieture. Det vil sige primært den i gymnasiet til Rom, da jeg ikke tog med mit unihold til Istanbul, netop fordi vi skulle flyve. Jeg tror det var derfor. Jeg sagde dengang til andre, og måske nok også mig selv, at det var på grund af pengene. Det var dog, alt i alt, ikke det værste valg, da det endte sådan, at mine holdkammerater ikke rigtigt kunne komme hjem igen på grund af islandsk aske i en stor del af atmosfæren. 

Jeg ville nu alligevel gerne have set Istanbul. Og mange andre steder. Og det er netop det, som er problemet. Jeg vil egentlig rigtigt gerne rejse, jeg vil rigtigt gerne se en masse byer, en masse lande, en masse kulturer og en masse mennesker. Men jeg er sindssygt ræd for at sætte mig op i den der lille metalkasse, spænde mig fast, læne mig tilbage (ufrivilligt, når man letter) og ellers bare sidde deroppe kilometervis over jorden og vide, at der ikke rigtigt er andet end metal og luft mellem mig og en meget smerte- og angstfuld død. Faktisk er jeg så bange for at flyve, at jeg får det dårligt af, at se folk der flyver i fjernsynet, jeg får det dårligt af tænke på det, jeg får det dårligt, når jeg hører lyden af et fly der letter. Det har været et lille problem for mig, fordi jeg engang ret godt kunne lide den her sang kaldet ”the tuning of violins”, der starter netop sådan (jeg har talt for meget om Savage Garden og Darren Hayes indtil videre, jeg ved ikke helt hvorfor – jeg tror jeg er over det teenagecrush, jeg havde på ham).

Men altså, jeg flyver meget sjældent. Det betyder blandt andet, at jeg ikke særligt tit kommer på ferie, og at jeg skylder min gode polske ven at besøge ham gange jeg ved ikke hvor meget. Det gør mig ked af det. Jeg ville gerne se ham, jeg ville også gerne tage hen til ham. Det er ikke fordi jeg er doven eller bare helst vil have, at han er her hos mig i Odense. Jeg kan bare ikke udholde at forlade landjorden.

Det kommer sig til udtryk på flere måder. Jeg holder heller ikke just af at sejle eller køre i tuneller eller på høje broer. Jeg bryder mig ikke om elevatorer (jeg drømmer de forsvinder op i luften med mig), nogen gange bryder jeg mig ikke engang om at være på første sal eller i en kælder. Det er dog ikke så slemt. Det er ikke så slemt, hvis jeg tænker, at jeg ude på den anden side af muren, ville kunne overleve netop der.

Men for at gå tilbage til det med at flyve, det var jo alligevel overskriften, ikke ”hør lige på alle mine fobier, der er så mange at jeg nok skal stille dem på en liste for dig”. Jeg har taget busser til Paris og Berlin nogle gange, for dog at komme lidt ud og væk fra mit lille Danmark. Det er gået helt af helvedes til. Det har været billigt, men det har nok også været det eneste gode at sige om det. I første forsøg til Paris blev min kuffert stjålet på vejen og vi oplevede meget langvarig paskontrol af eventuelle illegale flygtninge, samt at vi stort set ikke kunne forstå chaufførerne, der talte en form for andet skandinavisk sprog. Det var sådan egentlig cirka det samme, da jeg prøvede Paris igen på samme måde, minus det med bagagen, men plus at være klemt sammen mellem en masse romaer, hvoraf en af dem, nok er det klammeste menneske jeg nogensinde har set. Hun var så stor og fed, at hun fyldte godt over det enkelte sæde hun skulle sidde på. Hun var så fed, at hvis hun var gravid, var det umuligt at se. Faktisk kunne man ikke passere hende på gangen. Hun spiste tonsvis af skinke uden noget og andre lugtende madvarer på vejen, skiftede lortebleer på sædet, mens hendes barn skreg op og hoppede og larmede. Når folk prøvede at tale til hende, råbte hun tilbage, hvad der tydeligvis var skældsord, selvom ingen kunne forstå hende. Men værst af alt, fordi hun altså var så fed, som hun engang var (jeg er ellers ikke sart normalt), kunne hun ikke komme ind på bustoilettet, og valgte i stedet bare at tisse på sit sæde! Da hun endelig stod af i Luxemborg eller noget lignedende, sad vi fast i køer og ankom omkring fem timer senere end forventet, alt imens vi nød dufterne af den her dame, som stadig sad i det sæderne. Altså kan jeg ikke påstå, at busture har været et særligt godt alternativ til flyene.

Nu prøver jeg med tog.  Jeg har planer om at besøge Prag med tog her i næste uge. Og det er en fucking dyr fornøjelse at skulle rejse med tog. Ret meget dyrere end at flyve, til trods for at det tager så meget længere tid. 12 timer, tager det.  Altså håber jeg, at det blive pengene værd, og ellers en udholdelig tur. Der ER fordele ved at rejse med tog. Og det plejer at være de undskyldninger, jeg kommer med, når folk spørger, hvorfor jeg ikke flyver. Det er nemlig ikke så let at forklare, hvorfor man ikke kan lide det, når ens frygt kommer i form af irrationel angst. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange, folk har fortalt mig, at det er mindre farligt end at køre bil, og jeg ved det godt. Men det hjælper ikke. Jeg har brugt lang lang tid på at psykoanalysere mig selv, for at forstå angsten, men mere om det senere.

Det var de fordele ved at rejse med tog. Det er meget meget bedre for miljøet. Det plejer jeg, at sige til folk, er grunden. Og så det, at man geografisk kan følge udviklingen undervejs, det kan jeg også godt lide. Jeg synes, det er lidt spændende. Desuden er det kathasisk at have så lang tid, hvor man ikke skal noget særligt, synes jeg (dvs. siger jeg, til folk). Det er sundt for sjælen at følge landenes og byernes udvikling undervejs, i stedet for bare at blive smidt ned et andet sted i verden, end hvor man tager den med sig op i et fly.

Men nu med det her tog, så er jeg nervøs. Jeg er vist generelt altid nervøs. Men nu er jeg nervøs for, at der skal ske et eller andet. At de skal falde af sporet ude over en bro, eller blive bombet eller et eller andet, og at alle bagefter, hvor jeg er død og borte, vil sige og græde over, at det var ironisk, at vi tog toget, at min kæreste og jeg selv mistede livet, fordi jeg var bange for at dø af at flyve. Så vil de sige til hinanden, at ja, det er farligere at flyve end at køre bil, ja og end at køre tog åbenlyst.

For jeg er nemlig kommet frem til, at den her frygt må handle om kontrol. Og at det er derfor at jeg altid er så bange. Jeg er så bange for, at de beslutninger, jeg tager, vil have et andet udfald, end det jeg går og ønsker mig. Jeg hader at være oppe i et fly, fordi jeg intet kan gøre. Hvis der gik noget galt, og vi styrtede mod jorden, ville der være absolut intet jeg selv kunne gøre, udover at vente og prøve at acceptere den død, der kom farende imod mig med landjorden. Jeg kan bedre lide busser og tog og biler, fordi jeg bilder mig selv ind, at hvis noget gik galt, så er overlevelseschancerne dog større, der midt i ulykken. Der er måske flere der dør i trafikken, men der er også flere der overlever en bilulykke, end der overlever en flyulykke.

Engang sagde en veninde til mig, at jeg burde se det som en mulighed for at give slip, slappe af, lade andre tage ansvaret og bare nyde, at jeg var på vej mod noget nyt. Og den tanke kan jeg egentlig godt sætte mig ind i. Jeg tror bare ikke det virker. Jeg har ikke prøvet på at flyve siden. Jeg gør ikke selv noget for at komme til det, og så længe jeg kan slippe, gør jeg det. Engang prøvede jeg at blive hypnotiseret for det. Jeg var ikke så gammel, 13 eller sådan noget, og den her amatørhypnotisørlæge endte med at mene, at jeg ikke ville flyve, fordi jeg følte, at jeg fortjente at styrte ned. At jeg fortjente at dø. Jeg ved ikke hvorfor, jeg skulle føle det, men jeg tænker tit over det. Jeg tænker, om der rent faktisk er noget i det. Jeg tænker på, at jeg ikke føler, at jeg fortjener er dø, men jeg har vel heller ikke ligefrem gjort noget for at fortjene at leve. Nogen gange, når jeg er højt oppe, om det er i fly eller i Eiffeltårnet, og gribes af angsten, om det så er dødsangst eller angst for højderne, det uendelige, at flyve, at forsvinde, så bunder en del af angsten nok i, at jeg er lige så skræmt af tanken om, at ikke kunne vælge eller kontrollere det, som at kunne. Tænk hvis det eneste, der holdt mig tilbage fra at kaste mig ud i vinden og rase mod jorden, var min egen evne til, i et splitsekund, at tage valget.

()

22nd July 2011

Post

Regnvejrsdigt

I dag regner det, og jeg føler som Verlaine.

()

15th July 2011

Post

Om Morrissey og “Voxhall, this is I”

Jeg er just hjemvendt efter en tur til Århus, der primært havde til formål at tilfredsstille min Morrissey-trang. Min plan var nemlig at komme i nærkontakt (dvs. nogle meters afstand) af manden selv for tredje gang. Vi forlod vores hjem i silende regn og satte kursen mod Voxhall med slik, vin og luftmadras i bagagerummet, da vi desuden havde planer om at besøge min søster, og se hendes nye lejlighed i selv samme by. Hos hende smed vi de fleste af vores ting, og fik et lift indtil bymidten, hvor vi kun havde det mest nødvendige med. Det vil sige billetter, penge og telefon. Og selvfølgelig en paraply, da udsigten til at stå i kø i i skybrud og være gennemblødte af regn, inden vi blev det af koncertsved, ikke var noget nogen af os var særligt interesserede i. Min kæreste og jeg var lidt sent på den, men bestemte os alligevel for at tage en toretters på Aldente, en toskansk vinrestaurant, hvor vi bestilte en flaske til maden, og drak os glade under middagen. Da vi arriverede på Voxhall, var klokken kvart over åbne døre, og køen en relativt lang og spraglet orm, der slangede sig frem og tilbage langs vejen, mens hjemløse udnyttede de glade og småberusede folk til at nasse cigaretter og øl.

Inde i lokalet var folk selvfølgelig stimet sammen omkring scenen, men efter at have skaffet os to mørke fadøl,  kunne vi alligevel få en plads næsten midtfor på fjerde række eller lignende. Vi ventede med længsel på Morrissey og selvfølgelig først opvarmningsbandet ”The Heartbreaks”, som var fire yderst charmerende unge gutter, som selvfølgelig også var fra Storbritanien. Der var godt med gang i dem, og showet var underholdende og indbød til smil, når forsangeren, som ikke kunne være meget ældre end jeg selv, svingede rundt med sine lange, blege lemmer i takt med musikken.

The Heartbreaks, som kan høres/ses her: http://www.youtube.com/watch?v=Ionn9r2aUek

Mellem opvarmningen og manden selv, blev vi budt på noget lignende lysbilledshow og videoer med 50-60er rockpersonaer under dans, sang og interviews. En meget god underholdning, når man nu alligevel står og venter, og noget Morrissey tidligere har brugt, i hvert fald, da jeg så ham på Posten i Odense for nogle år siden. Da vores elskede og hadede yndlingssanger endelig gik på scenen, var det med et ”Voxhall, it is I”, der på én gang slog fast, at manden godt vidste, at vi alle var mødt op, fordi han var ekseptionel, og samtidig refererede til hans album ”Vauxhall and I” fra 1994.

Herefter leverede Morrissey ellers varen gennem en række af gamle og nye sange (jeg skal nok skrive setlisten nederst), der startedes op med ”I Want The One I Can’t Have” efterfulgt af ”You’re The One For Me, Fatty”, til publikums store glæde. Heromkring var der nogle fulde tumper, som havde møvet sig op og stod bag mig og opførte sig åndssvagt med råb og forsøg på en mozpit, til trods for, at de fleste andre fans mest rockede roligt, mens de nød musikken. Den næste store overraskelse, vi blev budt, var en splinterny sang, som så vidt jeg kan se, aldrig nogensinde før er blevet spillet, som jeg vil gætte på hedder “Scandinavia”. Teksten i den gik nogenlunde således:

Crime in Trondheim, I despise each syllable in Scandinavia. Let the people burn, let their children cry, die in blind asylum. But then you came along, and you held out your hand, and I fell in love with you and Scandinavia. I kiss the soil, I hug the soil, I would eat the soil, and I praise the God who made you. Stab me in your own time in Scandinavia. Uncomplaining I die in Scandinavia.

Og som kan ses/høres her

http://www.youtube.com/watch?v=e5yUYcHIQeI

Denne sang faldt selvfølgelig i meget god jord, da hardcore fans vidste, at den var fuldstændig ny, og de fleste andre bare glædede sig over, at den gamle sure syngende mand, havde kastet en smule kærlighed tilbage på Skandinavien. Vi havde i hvert fald masser af kærlighed at give ham igen for den.

Da big Mozzy derefter gik i gang med ”First Of The Gang To Die”, hoppede folket op og ned som utallige hoppebolde, dog forstyrret af den førnævnte århusianske tumpe, der syntes det var fedt at hoppe til alle sider og oven på folk, mens han baskede med armene og skreg. Af den grund trak jeg mig lidt væk og nærmede mig en af hans kumpaner, der dog nok var i hvert fald femten år ældre, og som styrede sin beruselse til bare at komme ud med al den gayness og energi, han sikkert havde gemt i sig siden firserne. Meget store armbevægelser og svajen frem og tilbage (og aggressive tilråb), var dog stadig bedre end førnævnte, så heromkring blev jeg, mens Morrissey startede op på ”Meat Is Murder”, hvorunder der bag ham blev vist utallige billeder af døende slagtedyr. Dog havde han selvironi nok til at fnise en smule, da han sang forkert undervejs.

Ligeledes havde han ændre lidt i teksten til Lou Reed coveret ”Satellite of Love”, hvor han gerne ville gøre opmærksom på, at han ikke, som den originale sanger, elskede at se TV, men i stedet hadede TV. Herefter var et af højdepunkterne ”You Have Killed Me”, som også lagde op til fællessang, der dog fortonede sig noget, da de to nye numre ”Action Is My Middle Name” og ”The Kid’s A Looker”, herefter blev spillet.

Bagefter var der dog også kun ældre numre tilbage, og især ”Irish Blood, English Heart” var en succes, men også ”Everyday Is Like Sunday” vakte glæde som det sidste nummer, hvor folks energi var udbrændt og en sjæler på sin plads. Nok også for Morrissey selv, da han på dette tidspunkt havde gennemsvedt to skjorter og en jakke.

Som ekstranummer var den sidste svedige skjorte dog skiftet ud, med en blåsort med glimmer eller stjerner på, til at akkompagnere ”There’s A Light That Never Goes Out”, som var the Grand Finale, hvorunder Morrissey for anden gang smilende gav hånd til utallige publikummer på første række, og derefter forlod scenen, for at lade bandet få den sidste kredit for nummeret, mens de cirka  700 mennesker stadig stod og elskede ham og musikken der, langsomt fadede ud.

Alt i alt var det en god koncert, der dog gav mig det indtryk, at mange af Morrisseys publikummer fra Århus, er større indiekrukker end manden selv. Han var selv småsnakkende og fortalte blandt andet, at han elskede Århus, hvorefter han præsenterede bandet. Man kunne måske, også efter den nye sang at dømme, tro at de rygter omkring hans igangværende kærlighedsforhold med en mand, kunne ske at omhandle en dansker. Det ville der nok være flere end jeg selv, som fandt behag i et vide.

Setliste:

I Want The One I Can’t Have
You’re The One For Me, Fatty
Speedway
Ouija Board, Ouija Board
Scandinavia (New song)
First Of The Gang To Die
Meat Is Murder
Satellite of Love (Lou Reed cover)
You Have Killed Me
Action Is My Middle Name
The Kid’s A Looker
I’m Throwing My Arms Around Paris
I Know It’s Over
Irish Blood, English Heart
Alma Matters
Everyday Is Like Sunday
Encore: There Is A Light That Never Goes Out

()

13th July 2011

Post

Om min dumme nabo og bylarm

Jeg bor billigt og stort i centrum, og det skulle man ellers tro var lykken. Men med den her lejlighed, kom diverse irriterende naboer, over- og underboere. I begyndelsen skændes vores overboere højlydt om nattens, men underboernes spædbarn græd. Sidstnævnte kunne jeg dog acceptere, da der jo ikke er så meget at gøre ved det, dog var det svært at acceptere, når hun begyndte at råbe efter babyen, at den skulle holde kæft. Herefter flyttede de ud, og er forhåbentlig flyttet et sted hen, hvor hun kan holde livet og sit barn bedre ud. Underboerne blev erstattet af en pige i midttyverne, som holdt meget af technofester. Hver weekend, kunne man i hvert fald høre hende holde dem. Hun begyndte nok at spille musik omkring kl. halv otte om aftenen, HØJT, og det kørte indtil ettiden, hvor de tog i byen, for at begynde igen klokken seks om morgenen, når de kom hjem, og spille indtil nitiden, hvor de nok lagde sig til at sove. Det fandt jeg også relativt enerverende, især af den grund, at man hverken rigtigt kunne lave noget hjemme hos sig selv om aftenen pga. af larmen, eller sove længe næste morgen pga. ditto. Dog har ingen af disse været mit største problem her, det har tvært imod været den nabofamilie, som jeg deler stuevæg med.

I den familie er de fire mennesker stuvet sammen, og jeg kan måske godt forstå, at det kan være frustrerende, men det er godt nok også at bo ved siden af dem. Vi snakker en mand i fyrrerne, konen også, en pige i begyndelsen af teenageårene og en dreng omkring de seks. Man skulle tro, at det generelt var børnene, som var problemet, og til trods for, at drengen kan finde på at skrige, råbe, græde, trampe og hvad drenge i den alder ellers gør, så er det primært, når de interagerer med deres forældre, at de larmer (”Jeg hader dig, far!” og ”Dumme kælling! Jeg vil aldrig se dig igen!”). Men alt i alt, er det nærmest kun den her voksne familiefar, som er problemet. Han spiller virkelig høj musik, i måske to minutter, skruer så ned, men spiller stadig højt, i cirka et kvarter. Så skruer han op for fuld udblæsning igen i et par sange (eller den samme sang på repeat), for at skrue lidt ned igen, lade musikken larme i en lille time, skrue op, skrue ned, alt imens hans familie højlydt råber af ham, at han skal slukke, hvilket han dog kun gør, når han selv har lyst til det. Og forstår virkelig ikke pointen i det. Måske får han et kick ud af, hvad hans anlæg kan præstere, måske nyder han det rent faktisk.

Man skulle så tro, at sådanne voksne mennesker ville være modtagelige og forstående, hvis man ellers fortalte dem, at det rent faktisk generede én. Det prøvede jeg på engang, hvor jeg og mine skolekammerater havde udvalgt min lejlighed til gruppearbejde, men ikke kunne gennemføre dette, fordi vi ikke kunne tale sammen for larmen. Jeg gik ned og ringede på deres dørtelefon, hvilket de ikke besvarede de første par gange (nok fordi de ikke kunne høre den). Herefter svarede konen, moren, og sagde jo, de skulle da nok skrue ned. Super, tænkte jeg, perfekt. Jeg havde stadig kun boet her nogle måneder, og troede rent faktisk på det. Da jeg er kommet op i min lejlighed igen, ringer min egen dørtelefon så, og det er nabomanden, som råber til mig, at jeg skal blande mig uden om deres liv, og at jeg selv larmer så jeg ødelægger alt for dem (hvilket jeg virkelig ikke gør, jeg spiller aldrig høj musik eller lignende, netop fordi jeg ved hvor meget det larmer her), og at jeg skal være glad for at døren er låst dernede, for ellers ville han komme op med det samme. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg bare gerne ville have nogle timer til det her skolearbejde, men han gik midt i samtalen, efter at have råbt det med at komme op.

Jeg blev bange af helvedes til. Min kæreste var ikke hjemme den weekend, og da skolefolkene gik, var jeg meget bevidst om at jeg delte væg og især vaske- og cykelkælder med en psykopat.

Herefter har intet ændret sig det sidste års tid. Alle larmer stadig, og en nat måtte jeg endda gå op og bede min overbo holde kæft, fordi hun skreg sange så højt hun kunne. Jeg vil gætte på at det var for at genere en eller anden, for det lød bestemt ikke til, at hun selv nød at gøre det. Hun nægtede dog at åbne døren. Min dumme nabo er stadig en lige dum, råber stadig at hans seksårige dreng skal ”holde kæft”, og at han er ”en spasser!”. Teenagedatteren sidder nede i haven eller rundt omkring blokken for det meste, hvilket jeg vil gætte på, er for at slippe for sin hjemmegående psykopatfar, der gør livet hårdt for de fleste. Til gengæld ved jeg dog, at han sørger for at lave nogle pligter i hjemmet, han vasker nemlig tøj næsten hver dag, nede i vores kælder, hvor jeg tit støder på ham. Han vasker faktisk endda tøj så tit, at han bliver nødt til at tage andres reserverede vasketider i brug.

Man tænker, at en sådan familie sikkert bare lever her, fordi de ikke har råd til at komme væk. Det troede jeg også. Indtil vi blev tilbudt at få altaner her, for at huslejen steg månedligt med 1000kr, hvilket jeg personligt ikke havde råd til. Det havde mine naboer dog. Så nu kan de nyde deres musik og deres samliv, på en åben platform halvt ude foran mit vindue. Endda har kan de sidde og nyde solen, med deres venner, som generelt repræsenterer Odenses (og blokkenes) bundfald. Til tider besøger de da også dem i de andre blokke, fx har jeg en veninde, som bor i en af disse, og som kun er støjgeneret, når ellers min dumme nabo besøger sin ven i hendes opgang og sidder og skråler og råber og drikker øl med ham.

Jeg har svært ved at forstå, at voksne mennesker kan opføre sig på den måde. Jeg tænkte, at de burde vide bedre. Jeg har boet på kollegium, med hundredvis af andre unge mennesker, som festede og larmede og generelt boede tæt og småt, men ALDRIG har jeg oplevet, at de har larmet så meget, og ALDRIG har jeg oplevet, at nogen har reageret negativt, når man har bedt om at de skruede ned eller på andre måder larmede lidt mindre. Ja, de unge mennesker kunne endda godt regne ud, at det ville være dumt at sidde og holde larmende fester inde på deres små værelser, fordi dette åbenlyst ville genere andre. Jeg troede, at voksne mennesker, som endda kunne skabe sig en familie, ville være mindst lige så meget i stand til at respektere deres omverden, men jeg tog grueligt fejl. Dette stod så uforståeligt for mig, at jeg en dag pointerede det for min kæreste, og spurgte hvordan han troede det hang sammen. Han var af den opfattelse, at når man bor på kollegium er det sammen med andre studerende, der på trods af deres alder, åbenlyst har hjerne nok i hvert fald til at kunne studere. Han mener, at vores dumme nabo rent faktisk er så ubegavet, at han ikke fatter, hvor meget han generer andre mennesker. Det tror jeg personligt ikke, godt nok er han dum, men så dum kan man vel nærmest ikke være. Jeg tror derimod, at han bare er skide ligeglad. Jeg tror, at han mener, at han er alphahannen i de her boligblokke, og at andre må efterleve hans lyster og sætte deres egne til side. Jeg tænker, at han bare truer sine under- og overboere til at holde kæft omkring hans evige ulideligt høje spillen dansk rock og hans stjælen af vasketider. Jeg gætter på, at det onde ansigt han sætter op, når i hvert fald jeg møder ham i kælderen, får de fleste til at holde kæft. Det virker i hvert fald på mig selv. Og hvad gør man så ved hele den her situation?

Mine bud har indtil videre været: at holde mig for ørerne, bide mig selv i hånden for ikke at skrige, smide mig grædende på sengen, tage høretelefoner på, og så selvfølgelig at brokke mig skriftligt, som jeg er i gang med her på bloggen pt.  og ellers til mine venner, familie eller undervisere i form af nedenstående lille opgave omkring lyde:

Hun flytter ikke til nye steder, hun flytter væk fra gamle lyde.

Så længe hun kunne huske tilbage, havde lydene sneget sig ind på hende. I starten, da hun var lille, var der rare og onde lyde. En rar lyd kunne være det tilfredsstillende svuppende suk, de automatiske døre i brugsen ville sige, efter de knirkende havde bevæget sig mod hinanden. En rar lyd, kunne være smækket, når hun energisk klappede en bog sammen eller hendes mors langvarige grineanfald, der til sidst slet ikke lød mere, men bare var en krampen, som fortsatte ud i luften.  Det kunne være stilken på en tulipan, man knækkede, så det gav et smæld, eller når hendes far trykkede på hornet på motorcyklen, så det lød som en stor and, der prøvede at kvække med halsbetændelse. De onde lyde kom kun om natten. Onde lyde, var lyde, man ikke vidste, hvor kom fra. Ligesom folk ikke er bange for mørket, men hvad der gemmer sig i det, var hun ikke bange for lydene, men hvor de kom fra. Det kunne være den luntende lyd fra loftet, som små poter, eller den skrattende lyd, som kløer, der slæber mod et trægulv. En anden ond lyd, var den uendelige summen ude fra, på den anden side af vinduet, som hun heller ikke forstod.

Om natten ville lydene snige sig ind gennem hendes vindue og danse rundt i hendes værelse som spøgelser, hårrejsende og usynlige. De gled lige igennem vinduet, og derefter gennem hendes krop og efterlod kuldegysninger og en isnende følelse inderst i hendes hjerte eller et utydeligt minde om en angst.

Men med tiden begyndte der også at komme onde lyde om dagen. Hvis man var ved tandlægen for eksempel, og han borede i tænderne. Dog var den borende summen ikke noget, i forhold til den kradsende og skingre lyd, når tandlægen rev sine små, spidse instrumenter mod tænderne, for at fjerne tandsten. En anden ond lyd, var hundenes. De knurrede og gøede, lige meget om de var store eller små. Deres størrelse ville bare bestemme forholdet mellem bas og diskant.

Senere opgav hun tanken om gode og onde lyde, og begyndte i stedet at kategorisere nogle lyde som irriterende alene. Lyde der gik ind og spillede på hendes nerver, som var hun en harpe spændt til bristepunktet. Lyde, som hun tænkte ville drive hende til vanvid, den evige summen fra akvariet for eksempel. Eller da hun flyttede til en lejlighed i byen, den evige musik fra naboen, børnenes løben på gulvet, babyens ustoppelige gråd og skrig nedenunder, eller råbene ovenpå, når de skændtes klokken fem om morgenen. Der var ikke længere skel mellem nat og dag, hele døgnet var fyldt med lyde, og for det meste var de alt andet end positive. Lydene sneg sig ikke længere bare rundt, de begyndte at omringe hende.

Den fredelige nabo til højre så tv og lavede popcorn, men væggen omdannede lydene til fare. Pistolskud; BANG… bang, bang.. smæld og knald hørtes fra mikroovnen på den anden side, og lydene fra biljagten i hans fjernsyn blandede sig med den virkelige vejs lyde uden for vinduet. Susen fra bilernes fart, gik i et med vinden og hvinede mod hendes rude. Bumlen og rumlen, fra bilmotorerne blev til torden, og brag fra en udstødning startede et jordskælv. Kattejammeren udenfor og babyen nedenunder skreg og hvinede i et spøgelseskor, som gled ind af vinduet og op gennem gulvet. Den anden nabos musik, blev til en monstrøs krop. Bassens brummen blev et enormt vibrerende stemmebånd, trommerne et gigantisk hjerte, der bankede og pumpede blod i en voldsom fart. Der trippede små onde fødder omkring, når keyboardets tangenter kunne høres, og der var hvin og skrig i elguitaren. Vokalerne blev til mystiske mæssende stemmer og de billige skrattende højtalere til klør, der kradsede mod hendes væg.

Hun satte sig på gulvet midt i lejligheden, holdt sig for ørerne og prøvede at forestille sig gode lyde: kattens spinnen, vinflasken svup, når man trak proppen op og hendes mands rolige, sovende åndedræt mod hendes øre. Men de var der ikke. Katten var gået sin vej, og det var hendes mand også. Selv vinpropperne var væk. Tilbage var kun de tomme flasker, hendes krop på gulvet, og den gigantiske krop af lyde, som hun vidste snart ville komme ind og overtage hende

()

10th July 2011

Post

Teorien omkring menneskelige behov og - samspil.

Eller

Teorien omkring, hvorfor man ikke kan have alting, men alligevel være tilfreds.

Engang snakkede jeg med en grotesk og markant aldrende bøsse. Generelt havde jeg svært ved at sætte mig ind i hans liv og teorier, der på mange måder omhandlede, hvorfor unge mænd burde have sex med ham, til trods for, at han ikke var særligt tiltrækkende længere. Han fandt nemlig heller ikke andre gamle bøsser attraktive eller ville have sex med dem. Men én gang fortalte han mig om en teori, han havde, som jeg har taget videre med mig og tænkt en del over og bygget videre på. Da den til tider har været meget relevant at fortælle mine nærme omkring, når de har stået i problemer i forhold til deres forhold, vil jeg nu offentliggøre den. Den handler om det at have et forhold med en person, man føler, man ikke passer sammen med, eller at ikke have et forhold med personer, som man ellers synes, man er meget kompatibel med. Man kan også sige, at den handler om, hvorfor man skal være tilfreds med det, man har, og hvordan livet sagtens kan fungere noget nært perfekt, til trods for, at det ikke ligner en film eller de fantastiske forhold, vi præsenteres for i andre fantasiverdener.

Så sådan her går det: Mennesket har i sine relationer med andre, brug for at få tre forskellige aspekter af sig selv tilfredsstillet: sindet, sjælen og kroppen, eller med andre ord mental udfordring, kærlighed og sex. Til tider opstiller jeg det i en pyramide for at illustrere. Den ser ud således:

Jo flere af disse man får tilfredsstillet, jo mere tilfreds er man åbenlyst. Ligeledes, kan menneskelige relationer, der ikke indeholder særligt meget tilfredsstillelse på områderne, virke meget trivielle og resultere i, at man måske nærmest hader sig selv, for at indgå i sådanne samspil. Det vil jeg komme ind på senere, for først vil jeg lige understrege, at det er meget svært at finde et individ, som er i stand til at tilfredsstille alle punkterne på én gang. Men det er selvfølgelig ellers det vi stræber efter. Altså, at finde det her drømmemenneske, den eneste ene, hvor vi passioneret elsker (kropsligt og sjæleligt) og samtidig finder hinandens idéer udfordrende og spændende og føler os beriget som mennesker. Og udover dette, skal dette andet menneske jo også gerne have de samme følelser for os. Det er måske muligt, på trods af at det er svært at realisere, men ville resultere i selvtilstrækkeligt forhold, hvor man ikke ville behøve andre mennesker (jeg mener, at nogle lesbiske er i stand til at praktisere dette i større eller mindre grad, idet jeg tror, at venskab og kærestedom til tider overlapper mere end i heteroseksuelle forhold). Altså ville resultatet være noget lignende Platons teori omkring, at menneske tidligere bestod af to sammensatte individer, og at man altid leder efter den halvdel man har mistet (ens soulmate). Jeg kan ikke huske det fuldstændigt, men det kan læses om i Symposion.  Anyways, så ville man altså leve i en perfekt symbiose.

Nu er det bare sådan i virkeligheden, at det ikke er så ligetil at finde et sådan perfekt menneske, hvor man passer sammen som to brikker i et puslespil og aldrig er uenige, men altid fuldt tilfredse. Derfor er det alligevel muligt at indgå i relationer, hvor forskellige dele udebliver. Samtidig er det også meget muligt, at et element ikke er fuldstændigt udeladt, men bare til stede i mindre grad end de andre. De forskellige tilfredsstillede elementer skaber derved forskellige menneskelige relationer, noget ala det her:

Jeg mener, at man i et venskab, har behov for en form for kærlighed til hinanden, og derudover en form for fælles interesse eller i hvert fald en form for fælles standpunkt, som man finder underholdende og gider at bruge tid på. Derfor er disse to essentielle i et venskab. Man ser selvfølgelig også venskaber, hvor den kropslige del spiller ind, men den er ikke den vigtigste. Jeg tvivler lidt på, hvordan et forhold uden kærlighed, men med kropslig og mental tilfredsstillelse ville være, men jeg forestiller mig, at det ville være tomt - derfor har jeg her kaldt det underholdning. Til sidst har jeg altså hævdet, at man kan fungere i et kæresteforhold, uden nødvendigvis at føle sig intellektuelt stimuleret eller uden at have fælles interesser eller standpunkter. Selvfølgelig bør disse være til stede i en eller anden grad, men de to andre aspekter er vigtigere. Man bør bestemt ikke være i et kærlighedsforhold uden kærlighed, og man bør ikke være i et seksuelt forhold, med en man ikke er seksuelt tiltrukket af (jeg regner her med, at man har behov for et seksuelt aspekt i et længerevarende kærlighedsforhold). Altså ville man, både hvis forholdet manglede kærlighed eller tiltrækning, føle selvlede, fordi man interagerer på en måde, der føles forkert i forhold til ens lyster (det er jo nærmest perverst at have sex med en, man ikke finder seksuelt tiltrækkende).

Jeg lægger her hovedvægten på kærlighedsforhold, da det ofte er i situationer, hvor kærestefolk er frustrerede, at jeg tidligere har tyet til den her model. Vi står nemlig tilbage med den mulighed, at man kan være kærester, uden at føle at man har interesser, forståelse eller intelligens tilfælles, hvilket åbenlyst til tider udmunder i frustrationer. Eksempler på dette kan være, at man har forelsket sig i en med en anden politisk holdning end én selv, én som har fuldstændige andre interesser, eller en anden form for begavelse (eller IQ), eller bare den mulighed, at man føler, at ens kæreste overhovedet ikke forstår en, hvor andre mennesker, som kan være næsten fremmede, med det samme kan sætte sig ind i hvad man tænker og føler. At man er forskellige på dette punkt, kan også sagtens medføre, at ens kommunikation fejler, og at man har svært ved at forklare hinanden, hvorfor man kan føle, at den anden har så svært ved at forstå én eller hvorfor man er så skuffet over, at den anden ikke er i stand til at dele ens entusiasme omkring et givent emne. Måske kan nogle mennesker endda tendere til at føle sig bedre eller dårligere end deres kæreste, fordi man ikke forstår sig på de samme ting. Jeg mener dog faktisk, at en del af disse forhold har mulighed for at lykkes alligevel, hvis man bare vedkender sig, at man er forskellige og respekterer den andens holdninger, fordi det netop er muligt at få tilfredsstillet sine interesser og få forstået sine tanker hos andre mennesker, uden at dette ødelægger kærlighedsforholdet. Det samme ville selvfølgelig ikke være tilfældet, hvis man var i den situation, at man i stedet fandt kærlighed eller sex andetsteds (medmindre man selvfølgelig har helt specielle aftaler omkring dette). Altså mener jeg, at man til tider bør acceptere ens kærestes forskellighed og vedkommendes eventuelle manglende evne til at dele tanker, der kan virke meget værdifulde for én selv. For netop her kan man jo bruge sine venner, hvor et fælles standpunkt kan være en meget væsentlig del af forholdet. Ergo, prøver jeg nok bare at sige, at man ikke kan forvente at finde alt man søger i én og samme person, men at man i stedet kan lære at sætte pris på de ting, man finder og deler, og de måder man tilfredsstiller hinanden på. Et forhold er ikke nødvendigvis dømt til døden, fordi man er forskellige i sindet, og på lang sigt, kan det måske endda være en fordel, idet man så kan bruge alle de år man har foran sig på at lære hinanden at kende og lære at forstå verden ud fra den andens synspunkt og tanker.

Så alt i alt, for at stoppe al den har pladder omkring forhold, så tror jeg måske, at man er naiv, hvis man tror man kan forvente kærlighed, som den findes i underholdende medier. I stedet tror jeg, at man bør prøve at lægge vægt på, om man har det godt og om de menneskelige samspil, man er en del af, gør én glad eller tilfredsstiller én, uden at forvente, at ét eneste andet menneske vil være i stand til at opfylde alle ens ønsker og behov. Det er jo nærmest en forkælet tankegang.

()

7th July 2011

Post

Om at spise en grapefrugt

At spise en grapefrugt kræver sin kvinde.

Jeg mener, for det første, hvem kan overhovedet lide den sure smag af grapefrugt? Jeg ved ikke engang om jeg selv kan. Til trods herfor, så jeg én i fakta i går, og bestemte mig for, at sådan en måtte jeg absolut have. Jeg tænkte ved mig selv, at det var alligevel årevis siden, at jeg havde prøvet lykken med sådan en, og hvorfor dog overhovedet det? Den var jo så pæn, med sit orange skind, hvor en rød underliggende farve titter frem i minimale pletter i den gulnede hud. Den var så fast og blød på én gang. Og helt sikkert så sund som den var rund. I hvert fald følte jeg, at præcis denne grapefrugt, skulle være med til at definere mig som person. Min sunde morgenmad, mine økologiske indkøb. Hvor ville den ligge og skinne på kassebåndet, og vise hvor perfekt mit liv var.

Min kæreste sagde, at jeg skulle huske at putte sukker på den, hvilket jeg selvfølgelig øjeblikkeligt afviste. Hvis man vil have en grapefrugt med sukker, så kan man da lige så godt købe en appelsin. Alt i alt endte jeg med det her smukke stykke frugt, og da jeg svedende havde intervaltrænet på min hæslige motionscykel og skyllet al den her omtalte sved af under badets kolde stråler, blev det tid til frugtvidunderet.

Jeg skar den over med min senseikniv, som er i stand til selv at skære fingre over (tro mig, jeg har prøvet), og da min frugt lå der i to stykker med sit fugtige røde kød til syne, var min lykke næsten gjort. En kop kaffe og et ristet rugbrød med chiligouda skulle fuldføre min kulinariske morgenoplevelse. Men herfra gik det kun ned af bakke.

Åh, tro mig, fiktive læser, jeg gjorde mit bedste. Og til trods herfor, eller måske netop af denne grund, valgte den omtalte frugt at starte med at sprøjte mig i ansigtet. Har De hørt mage, oh fiktive læser, og jeg havde ikke engang givet den lov dertil! Dog tilgav jeg min grape, det kan jo ske for selv den bedste, tænkte jeg, og jeg tog den og kaffen og alt det der, med mig ind til mit skrivebord, og fortsatte kampen, godt bevæbnet med en spids lille teske.

Den syrligt beske, men friske smag, tiltalte mig dog alligevel, omend jeg da både før har prøvet værre og bedre. Forsigtigt graver jeg altså i det våde, røde kød, slikker og suger, mens safterne står ud af den, til mine fingre er klistrede og jeg må slikke væden af dem, selvom jeg dog opgiver dette forehavende på resten af min krop, som også hurtigt dækkes af de klæbende dråber.

Tålmodigt fortsætter jeg, sluger hver enkelt skefuld, mens frugtens lag langsomt blottes foran mig. Skamfuldt erkender jeg, at mine glubske fingre har ødelagt min frugt. Tom ligger den ene halvdel, og til trods for al den tid, det indtil videre har krævet mig at stille min sult, kaster jeg mig over den næste.

Jeg piller og river, og har snart tillært mig rutinen. Den sprøjter mig i ansigtet, på armene, på brystet, men denne gang accepterer jeg det, og underkaster mig grapefrugtens vilje, og tempoet øges gradvist. Til sidst, kære læser, sidder jeg tilbage med denne tomme skal, den udhulede, sprængte frugt for mine øjne. Min sult er mættet, men vejen dertil var lang og besværlig, og jeg sidder tilbage og føler mig beskidt. Jeg overvejer om det virkelig var det værd. Så meget besvær for at få udfyldt mine kropslige behov. Men så igen, jeg holder af udfordringen, og jeg ved dybt i min sjæl, at det ikke vil være sidste gang, jeg kaster mig over en grapefrugt. Jeg ved, at jagten er lige så sjov som fangsten, og åh, grapefrugt, sammen vil vi igen i fremtiden elske hinanden til trods for al det syrlige had vi kaster fra os, som lystige sure safter, der svider mere i øjnene end en mands.

()

6th July 2011

Post

Omkring Roskilde Festivals THINK/CHOOSE-kampagne

For at starte den her blog op, vil jeg komme med et eksempel på, hvad jeg kan gå at tænke på, når jeg i stedet burde bruge tiden på noget andet. Sidste uge har jeg nemlig været så heldig at bruge på Roskilde Festivalen. Og det er jo meget fedt. Så kunne man tro, at jeg kunne holde mine tanker til at florere omkring musik, stemning, lejrliv, øl og alt det der, og det kan jeg da til tider også. Men nu er den her blog jo mere eller mindre til, for at jeg kan brokke mig, uden at det behøver at gå ud over mine nærmeste medmennesker, som er ved at være gevaldigt trættet af mig. Derfor kommer der nu en smøre omkring Roskilde Festivals against drugs kampagne: THINK and CHOOSE.

Jeg har tidligere reflekteret en del over dette valg af slogan. Jeg forstår sagtens idéen med, at det er op til den enkelte at tage stilling til sit eget liv og stofforbrug (du er din egen lykkes smed, og alt det der), men samtidig syntes jeg, at det er værd at diskutere, hvorvidt det passer sig for en anti-narkotika-kampagne at lægge vægt på netop dette. Jeg mener, personligt, at det er op til den enkelte og dennes nærmeste, hvorvidt man vil bruge sit liv på at tage stoffer eller ej, men samtidig mener jeg ikke, at Roskilde Festival på én gang kan promovere denne tanke og samtidig påstå, at de udelukkende er imod stoffer.

I hvert fald synes jeg, at årets plakater har været mere tvetydige end hvad godt er. Og dette til trods for at  deres gådefuldhed i den grad har fungeret og givet dem en masse opmærksomhed. Jeg mener nemlig, at flere af disse plakater fremstiller karakterene, der er imod stoffer, som kedelige og uerfarne. Fx. deres hare/skildpaddeplakat, der fremstiller en skildpadde der siger, at den aldrig har følt den skulle skynde sig at tage stoffer, mens haren svarer den, at skildpadden aldrig har skyndt sig at gøre noget som helst. Nu forstår jeg selvfølgelig referencen til den gamle historie omkring væddeløbet mellem disse (hvilket, jeg dog tror der er mange andre som ikke gør), hvor skildpadden ender med at komme først i mål. Men harens påstand om, at skildpadden aldrig har skyndt sig efter noget som helst og det generelle billede tilknyttet en skildpadde, at den er langsom og kedelig, modsat haren, som der er en del mere gang i, synes jeg giver et uheldigt billede af, at man skal være kedelig for ikke at tage stoffer. Ligeledes mener jeg, at plakaten med elgen og den udstoppede ugle, får uglen til at fremstå død, kedelig og til grin, idet elgen ligefrem gør opmærksom på, at den er udstoppet, altså død, gammel og støvet, mere eller mindre.

Men værst af alt, finder jeg den plakat, som jeg har set mest og på en utallige toiletter, med sommerfuglen og billen/kakerlakken eller hvad det er, der går sådan her: En kakerlak med en nål i ryggen siger: “I simply choose to say NO”, hvortil en sommerfugl svarer: “That’s easy for you to say! You have a needle in your back and live in a box”.  Jeg forstår simpelthen ikke hvordan, den plakat på nogen måde kan være imod stoffer. Hvem ønsker at identificere sig med en død kakerlak (et kryb!), fanget i en æske, når man kan være en levende og fri, smuk sommerfugl der flyver rundt? Som jeg læser den plakat viser den nærmere, at man idet man siger nej til stoffer, lukker sig selv inde i fangenskab, mens man, hvis man er åben for stoffer, er fri og smuk. Yderligere mener jeg, at det er et problem, at det på alle plakaterne, er karakteren som modsiger antistoffer-udsagnet, som har det sidste ord, som om det er dennes holdning som er det endelige resultat.

Selvfølgelig lægger der i alle disse plakater en idé om, at det for nogle mennesker er let at sige, at de er imod stoffer, mens andre måske er fangede i et miljø eller en vennekreds, som gør dette mere besværligt, altså et spørgsmål omkring gruppepres. Desværre mener jeg ikke, at dette rigtigt kommer til udtryk i kampagnen. Alt i alt, regner jeg selvfølgelig med, at Roskilde Festival med denne kampagne prøver at udtrykke deres ”against drugs”holdning, men plakaterne er for tvetydige til at dette kommer igennem.

Det kan sagtens være, at min fortolkning er helt ude i skoven, men jeg nåede selvfølgelig at brokke mig lidt over plakaterne til diverse folk på festivalen (for sådan er jeg jo engang), med det resultat, at nogle stykker gav mig ret og en del andre fortalte, at de slet ikke forstod plakaterne, men bare syntes at de var fjollede, bizarre eller sjove uden nogen dybere mening. Og det er vel problematisk. Jeg mener ikke, at man kan sige at nogen tolkning af plakaterne er rigtig eller forkert, men Roskilde Festival bør være opmærksom på, at så længe der er mulighed for at fortolke plakaterne på ovenstående måde, så er der altså nogen som gør det, inklusiv jeg selv. Derfor mener jeg, at festivalen måske burde genoverveje, hvad det egentlig er, de ønsker at sige deres gæster, og forhåbentlig få dette budskab ud på en lige så fængslende og sjov måde, som disse plakater ellers i stand til. For jeg tvivler på, at Roskilde festival ønsker at stå inde for den tolkning, som både jeg og andre har fået ud af plakaterne.

()